Gidsel forklarer Jacobsens skideballe i pausen

Nikolaj Jacobsen og resten af det danske herrelandshold fik lørdag en vital sejr mod Kroatien, men det var ikke uden utilfredshed fra landstræneren.

At Nikolaj Jacobsen kan råbe højt, er de færreste i håndbold-Danmark i tvivl om.

Hvis nogen skulle være det, blev de formentlig overbevist lørdag aften, hvor den danske landstræner på sin velkendte facon gav udtryk for, at han ikke var tilfreds.

Da de danske spillere gik til pause, måtte Mathias Gidsel lægge ører til en god, gammeldags skideballe.

- Jeg dækkede ikke godt nok op i sidste angreb, og jeg sløsede måske lidt for meget med mine opgaver, og det er klart, jeg lige skulle have det at vide, siger den danske GOG-spiller til TV 2 SPORT.

Men efter et år på landsholdet er det noget, han har lært at leve med, og det er næppe noget, han tænkte yderligere over, da de først var kommet ind i omklædningsrummet.

- Det er ikke første gang, jeg prøver det, og det er nok heller ikke sidste gang. Det var helt fair. En fair skideballe efter en dårlig forsvarsaktion. Det går nok.

"Det er på sin plads"

Også Mads Mensah fik Jacobsens utilfredshed at mærke i løbet af første halvleg.

I et tilbageløb blev landstrænerens utilfredshed pludselig rettet mod den danske Flensburg-Handewitt-spiller, hvorefter der opstod en længere diskussion mellem de to, der tidligere har haft samme arbejdsgiver i både Aalborg og Rhein-Neckar Löwen.

- Jeg tror altid, Nikolaj er rigtig opsat, og han vidste godt, det var vigtigt at få to point med i dag. Vi rammer måske ikke helt de ting, vi gerne vil og sidder fast. Så er det også på sin plads, at han får rusket lidt op i os.

- Det er bare om at få filtreret det fra, man ikke synes, man kan bruge til noget, og så tage det ind, der altid ligger gemt under temperamentet. Der er altid noget, man kan tage med, hvis man ellers er indstillet på det, siger Mads Mensah.

Til trods for landstrænerens periodevise utilfredshed kan han og resten af det danske landshold glæde sig over, at det lykkedes at hive en 27-25-sejr hjem.

Landstræneren var træt efter kampen, som var en af de hårdere.

- Vi måtte hele tiden lede efter tingene. Der var ikke mange friminutter, hvor man kunne stå og nyde det derude. Man er på i 60 minutter.