Overlæge forudser udfordringer, når restriktioner ophører

Ledende overlæge på OUH forbereder sig på flere smittede og flere indlagt, hvis alle restriktioner ophører 1. februar. .

Det kan snart være slut med coronarestriktioner, men det er ikke alle steder, det møder lige stor begejstring. 

Anne Øvrehus er ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på OUH, og hun forventer, at man kommer til at kunne mærke det på sygehusene.

- Jeg tror, vi bliver udfordrede. Mange af de ting, vi gerne vil på sygehusene, handler om at have færre isolerede patienter, færre syge personaler, så vi kan komme i gang med operationer og andre ting, som har været udskudt længe. Det vil måske skudt et par uger længere ud i fremtiden nu, men værre er det nok ikke, siger hun. 

I en mail til Folketingets Epidemiudvalg har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrevet, at han ønsker at følge Epidemikommissionens indstilling om, at de gældende restriktioner ikke videreføres efter 31. januar. 

Øget smitte

Kommissionens anbefaling bunder blandt andet i, at de høje smittetal, der har været de seneste uger ikke har givet tilsvarende høje indlæggelsestal. Altså er der færre, der bliver alvorligt syge. 

Men den øgede smitte i samfundet vil alligevel kunne mærkes, mener Anne Øvrehus.

- Det, der kan være min bekymring, er, at vi ophæver alle restriktioner og har skruet ned for smitteopsporing og smittekontrol generelt. Både i forhold til retningslinjerne for, hvor længe man skal være isoleret, og hvem der skal være isoleret. 

- Når der er øget risiko for smitte i det offentlige rum, betyder det også mere smittet personale og flere isolerede og indlagte patienter over den næste tid, siger hun. 

Der er onsdag 938 indlagte med coronavirus på landets sygehuse. Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af sygdommen. En rapport fra Sundhedsstyrelsen har tidligere vist, at mellem 30 og 40 procent af indlagte med coronavirus er indlagt af andre årsager.

- Et spørgsmål om, hvor vildt det bliver

I et tweet skrev sundhedsminsteren tirsdag, at man forventer at epidemien vil toppe i den nære fremtid. 

Anne Øvrehus håber på, at forudsigelserne holder stik, og at det kun er kort tid, man skal leve med den stigende smitte.

- Vi vil forventeligt - som Sundhedsstyrelsen også siger - se flere smittede og flere indlagte, før det vender. Og så er det kun et spørgsmål om, hvor vildt det bliver, siger hun.


- Men tiden vil vise, hvor vi er i epidemien. Og på sygehuset fortsætter rigtig mange af forholdsreglerne, fordi vi jo fortsat ikke skal smitte patienterne. 

Sundhedsministeren mødtes onsdag middag med Folketingets sundhedsordførere. Samtlige partier har givet udtryk for, at de bakker op om at lade alle restriktioner løbe ud.

Statsministeriet har indkaldt til pressemøde om corona-situationen klokken 18.30 onsdag aften.