Genbrugsbutik får overskudslegetøj: - Vi sælger det lige så hurtigt, som vi får det

Folkekirkens Nødhjælp har indgået et nyt samarbejde omkring salg af overskudslegetøj. En af de butikker, der har stor succes med legetøjssalg, er Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Assens.

- Vi sælger det lige så hurtigt, som vi får det ind ad døren, siger Jonna Skøtt, der er frivillig i Folkekirkens Nødhjælp i Assens. 

Men heldigvis har de lige fået en pallefuld af legetøj fra BR.

Overskudslegetøj, som sandsynligvis var blevet smidt ud, hvis ikke det var endt her ved blandt andet Folkekirkens Nødhjælp i Assens. 

Et nyt samarbejde mellem Salling Group-ejede BR og Folkekirkens Nødhjælp sikrer, at det legetøj, der af forskellige årsager ikke kan sælges, kommer videre til genbrugsbutikkerne. 

- Det skifter jo hurtigt mode med legetøj. Der kommer noget nyt, og så får de ikke solgt det, de har. Så sender de legetøjet videre til os, så andre kan få glæde af det,  siger Jonna Skøtt.

quote Vi kan godt lide, at der ikke er noget, der går til spilde

Trine, Assens

På den måde får legetøjet nyt liv og går ikke til spilde. Et intiativ, der er bliver taget godt imod i Assens af kæresteparret Anders og Trine, der er på udkig efter nyt legetøj

- Det er fantastisk intiativ, siger Trine fra Assens.

- Vi køber rigtig meget genbrug, så det giver god mening for os personligt, tilføjer Anders.

Mindre legetøjsspild

Legetøj er nemlig lidt af en klimasynder - især hvis det er produceret i plastik. 

Med det nye samarbejde forsøger Salling Group og Folkekirkens Nødhjælp at mindske legetøjsspild og samtidig hjælpe verdens mest udsatte områder. 

- Vi kan godt lide, at der ikke er noget, der går til spilde. Og så kan vi godt lide at støtte et godt formål samtidig, siger Trine.

Salget af overskudslegetøj går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde, der blandt andet indebærer at løfte familier ud af ekstrem fattigdom og skabe samfund, der kan modstå klimaforandringer som tørke og ekstremt vejr.

- Det giver grundlæggende rigtig god mening, at vi sammen med BR kan skabe et tiltag, der både bidrager til genanvendelse og gavner verdens fattigste, siger generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, i en pressemeddelelse. 

En succes

Salget af overskudslegetøj går godt i Folkekirkens Nødhjælp i Assens. 

- Når folk finder ud af, at vi har sådan noget lækkert legetøj, så kommer de altså bare ind og køber det. Det er alletiders det her, siger den frivillige Jonna Skøtt. 

Dagens sending fra Salling Groups BR indeholder blandt andet dukkevogne i alverdens farver og størrelser. 

Sommetider er legetøjet Barbiedukker i beskadiget emballage, fjernstyrede biler med skrammer i lakken eller Lego-sæt, hvor der mangler en klods. Nogle gange oplever Jonna Skøtt også, at det mekaniske legetøj ikke virker. 

- Men så tager jeg det bare med hjem til min mand, og nogle gange kan han fikse det, siger hun. 

Lige nu sælges BR's overskudslegetøj kun i udvalgte butikker landet over, hvor Folkekirkens Nødhjælp i Assens er den eneste på Fyn.