Christian Eriksen træner i Ajax

I denne uge træner Christian Eriksen med hos Jong Ajax for at holde formen ved lige.

Christian Eriksen har fået lov til at træne med hos Jong Ajax, der fungerer som reservehold for den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Det oplyser Ajax på sin hjemmeside.

- Jeg er meget glad for at være her. Hos Ajax kender jeg folk, det føles som at komme hjem, fordi jeg var her så længe.

- Alle faciliteter er til rådighed for mig, og med Jong Ajax kan jeg træne på et højt niveau som en del af et hold, siger Eriksen til klubbens hjemmeside.

Midtbanespilleren leder lige nu efter et sted, hvor han kan fortsætte karrieren. Og selv om det næppe bliver på Ajax-reserveholdet, kalder han det en god mulighed i ventetiden.

- Det er den perfekte løsning for mig lige nu. Jeg vil nå mit bedste niveau så hurtigt som muligt, så jeg kan præstere så godt som muligt, når jeg finder en ny klub, lyder det fra danskeren.

Eriksen har senest været på kontrakt i den italienske klub Inter, men her kunne danskeren ikke spille videre, og aftalen blev revet over.

Det skyldes, at Eriksen spiller med en indopereret hjertestarter, efter at han 12. juni under sidste sommers EM fik et hjertestop i den første kamp mod Finland. Derfor kunne han ikke fortsætte i Inter, da reglerne i Italien ikke tillader det.

I december blev Eriksens kontrakt med Milano-klubben ophævet, og han søger nu en ny arbejdsgiver.

Senest er han sat i forbindelse med et skifte til Premier League-klubben Brentford.

Ifølge det engelske medie The Athletic skulle Eriksen og klubben være blevet enige om en kontrakt gældende for seks måneder med mulighed for forlængelse på et år.

Flere medier har også skrevet, at Eriksen allerede skulle have været til lægetjek i klubben, men ingen af delene er blevet bekræftet.