Coronasikker black friday: Ekspert opfordrer til at bruge mundbind

Man kan lige så godt begynde at efterleve det kommende krav om mundbind i butikker allerede fredag. Det fortæller professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos til TV 2 Fyn.

Fredag er det som bekendt black friday, og for mange mennesker betyder det, at dagen skal bruges på at shoppe gode tilbud i butikker og storcentre.

Samtidig er smitten stigende mange steder, og det kan derfor være en god idé at tage nogle forbehold, inden man begiver sig ud på tilbudsjagt.

Torsdag godkendte et bredt flertal i folketinget, at der fra på mandag skal være krav om mundbind i blandt andet butikker, men ifølge professor i klinisk mikrobiologi på SDU Hans Jørn Kolmos er der ingen grund til at lade det blive hjemme indtil da.

- Den vurdering at det fra på mandag er nødvendigt med mundbind, de begrundelser eksisterer jo allerede i dag, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2 Fyn.

Mundbindet kan sende et signal til andre mennesker om, at man skal huske at holde afstand, men ifølge professoren, er der også evidens for, at brugen af mundbind forebygger smittespredningen. Derfor kan det være særlig godt at bruge på en dag som black Friday.

- Hvis man skal på black Friday, så er det nok klogt at tage mundbind med, for man kommer nok til at gå ind i et storcenter, hvor det er umuligt at holde den nødvendige afstand, siger Hans Jørn Kolmos.

Butikkerne kan også hjælpe

Han opfordrer desuden til, at man husker at holde afstand, og at man spritter sine hænder af, inden man går ind og ud af en butik.

Det er ikke kun black Friday-shopperne, der skal være opmærksomme. Hans Jørn Kolmos fortæller, at der også er ting, butikkerne kan gøre, hvis de vil undgå for meget smittespredning.

Her er det især vigtigt at butikkerne stiller håndsprit til rådighed ved ind- og udgang, at de husker at lufte ud regelmæssigt, og at de forsøger at ensrette færdslen gennem butikken, hvis det er muligt.

Hans Jørn Kolmos fortæller dog også, at der ikke er nogen grund til, at lade sig skræmme fuldstændig væk fra butikkerne, selvom man vil undgå at blive smittet med corona.

- Det er klart, at der er en risiko, og hvis man vil være meget forsigtig, så skal man nok vælge black Friday fra, men det er ikke mit råd til alle.

- Lev livet på normalvis, men tag coronaforholdsreglerne med, siger Hans Jørn Kolmos til TV 2 Fyn.

Ekspertens råd til en coronasikker black friday