Flygtede på vej til arresten: Politiet efterlyser central bandefigur

Fyns Politi og Særlig Efterforskning Vest beder nu fynboerne om hjælp til at finde den 29-årige Abdul Ali. Han flygtede 2. juni fra politiet.

Fyns Politi og Særlig Efterforskning Vest leder efter den 29-årige Abdul Ali.

Han blev 2. juni varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Odense. Men da han efterfølgende blev kørt til arresten i Aarhus, lykkedes det ham at stikke af ved ankomsten til arresten.

Abdul Ali er også kendt som Carlos Daabas. Han er en af Odenses centrale figurer i bandemiljøet, som i dag består af de to grupperinger Korsløkkegruppen og Vollsmosegruppen, hvor et opgør mellem de to grupperinger kostede Abdinur Mohamed Ismail livet, da han uskyldigt blev ramt af skud i juli 2020.

Abdul Ali var desuden med til at starte Black Army, som siden hen er blevet opløst.

Fyns Politi har ingen kommentarer til oplysninger om, at Abdul Ali er identisk med Carlos Daabas.

Tag ikke kontakt

Politiet har siden forgæves forsøgt at finde frem til den efterlyste, men indtil videre er det ikke lykkedes at finde spor af den flygtede.

Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde Abdul Ali.

- Abdul Ali skønnes ikke farlig, men borgerne opfordres til ikke at tage kontakt til ham, men blot videregive eventuelle oplysninger til politiet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Abdul Ali bor i Bullerup ved Odense, og det er politiets vurdering, at han skal findes i eller omkring Odense.

Abdul Ali beskrives som:

Hvis man har oplysninger om Abdul Ali, og hvor han opholder sig, så kan man kontakte politiet på telefon 114.

Abdul Ali er også kendt under navnet Carlos Daabas
Abdul Ali er også kendt under navnet Carlos Daabas
Foto: Fyns Politi