Fyns Politi advarer efter massiv regn og flere uheld

Fyns Politi opfordrer bilister til at køre efter forholdene, når der ligger meget vand på vejene. Der har allerede været flere uheld.

Der er faldet meget store mængder regn onsdag, og torsdagen starter også vådt. 

Og det får Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef hos Fyns Politi, til at komme med en opfordring til de trafikanter, der bevæger sig ud på vejene:

- Kør efter forholdene. 

Han henviser til, at de massive vandmasser har stor betydning, når man kører bil.

- Der er kommet rigtig meget vand, og der er risiko for akvaplaning. Kloaker og rabatter er mættet med vand og kan flere steder ikke følge med, så vandet har svært ved at komme væk, siger Hans Jørgen Larsen.

Fra morgenstunden har der da også været flere uheld på Den Fynske Motorvej. 

Ifølge vagtchefen er der tale om to til tre uheld. Alle uheldene er sket vest for Odense, og nogle af dem er solouheld. 

- Vi har en formodning om, at det er fordi der ligger vand på kørebanen, og at de ikke kører efter forholdene, fortæller Hans Jørgen Larsen. 

Uheldene er ikke alvorlige, og ingen personer er kommet til skade i forbindelse med sammenstødene. 

Men det har dog betydet, at politi og redningsmandskab har måtte spærre højre spor omkring afkørsel 53 Odense SV i retning mod Odense. 

Der har været flere uheld på Den Fynske Motorvej Fotograf: Redigering: