Hannes virksomhed blev hacket - nu sætter regeringen ind mod cybercrime

Flere midler, ansatte og et rejsehold skal styrke Center for Cybersikkerhed ifølge udspil fra regeringen.

Det står som mange virksomheders værste mareridt. Og I november ramte det fynske NH Stål Watercuts. 

Over natten blev virksomhedens filer hacket og krypteret til ukendelighed. I bytte for en krypteringsnøgle skulle der betales en løsesum, fortæller ejeren, Hanne Nylev. 

- Hvad vil de have, og hvad vil de opnå i en lille biks som vores? Jeg hedder jo ikke Mærsk, siger hun.

Den fynske virksomhed er langt fra det eneste offer for cyberkriminalitet, og derfor kunne regeringen onsdag eftermiddag løfte sløret for et nyt cyberudspil.

Der er afsat 500 millioner kroner til blandt andet at udstyre Center for Cybersikkerhed med et rejsehold og oprette et cyberhjemmeværn.

Udspillet bliver hilst velkommen af Hanne Nylev i Vester Skerninge.

- Bare det, at der bliver sat fokus på det. Og man kan sige, det kunne jo også være, at man på sigt kunne komme med nogle guldkorn, også til små virksomheder, siger hun.

- Det er alvorligt

Regeringens plan er, at rejseholdet skal rundt i hele landet med specialister i cybersikkerhed. 

quote Den her trussel fra cyber er ikke noget, der kommer ud i fremtiden. Den er her

Trine Bramsen (S), forsvarsminister

Det skal hjælpe, når eksempelvis myndigheder, banker, forsyningsselskaber eller andre virksomheder med kritisk infrastruktur rammes af hackerangreb.

Samtidig skal det nyoprettede cyberhjemmeværn sørge for, at der i alle dele af landet er kompetencer, der kan "træde til, hvis Danmark bliver ramt af et stort nedbrud i kritisk infrastruktur", forklarer forsvarsminister Trine Bramsen (S)

- Den her trussel fra cyber er ikke noget, der kommer ud i fremtiden. Den er her, og der er angreb dagligt eller i hvert fald forsøg på det. Det kan koste millioner eller milliarder af kroner for veletablerede firmaer. Det er alvorligt, siger hun.

Hanne Nylev er dog ikke sikker på, hvor meget tiltagene kommer til at betyde for små virksomhederne som hendes.

- Er det her rejsehold så et hold, der står her tre timer efter fra København for at hjælpe vores lille virksomhed, eller tænker de bare, at vi er for små til at få hjælp? spørger hun.

Forsikrede sig i 11. time

Hos NH Stål Watercuts endte de med ikke at betale løsesømmen. Det lykkedes i stedet at udskifte serveren og i stedet installere firmaets backup.

Få dage inden angrebet, havde Hanne Nylev nemlig forsikret virksomheden netop mod hackerangreb. 

- Så jeg har været svineheldig, siger hun.

Angrebet endte dog alligvel med at koste fire dages produktionsstop og 300.000 kroner i tabt omsætning og udgifter til it-eksperter.