Nattelivet får ekstra time - alligevel springes stor genåbningsdag over

Fra tirsdag må nattelivet igen byde ind til fest. Flere fynske steder springer dog genåbningsdagen over og åbner efter normale åbningstider.

Hvis du har stillet danseskoene frem og strøget skjorten til nattelivets genåbningsdag, kan du godt putte det tilbage i skabet en ekstra dag eller to.

For selv om erhvervsminister Simon Kollerup (S) tidligere fredag kunne meddele, at nattelivet ikke behøver lukke ned klokken 23 mandag, men i stedet kan tage forskud på de nye restriktioner en time før genåbningsdagen, har det ikke ændret noget i det fynske.

quote Nu vender vi tilbage til det normale, og det normale er, at folk går i byen i weekenden

Lasse Bekker, indehaver af Venbar og Kammerateriet, Svendborg

Her åbner dansegulvet nemlig ikke efter regeringens lempelser. Stederne åbner først løbende i næste uge - typisk efter normale åbningsdage.

Det billede tegner sig, efter TV 2 Fyn har været i kontakt med flere barer og klubber i de større fynske festbyer, Odense og Svendborg.

Det bliver "business as usual"

Både Rekom og Bargroup, som tilsammen ejer 15 steder i Odense, fortæller, at der genåbnes efter normale åbningstider, hvilket vil sige - med nogle få undtagelser - at festen i bybilledet for alvor først ses i slutningen af næste uge.

Bjørn Hentze, der er direktør for Bargroup, fortæller, at kutymen har været sådan hos gruppens ni steder efter hver genåbning - "Business as usual".

- For os har det hele tiden handlet om, at vi ikke er ude på at køre rovdrift på en genåbning, siger han og uddyber, at de ikke vil skabe et behov, hvor der ikke er et behov og samtidig heller ikke stjæle kunder fra andre steder, der har åbent, når gruppens steder holder lukket.

Løbende næste uge vil fynboerne igen kunne finde vej til et dansegulv og en drink efter klokken 22.00. Det bliver både uden krav om mundbind og coronapas. (Arkivfoto)
Løbende næste uge vil fynboerne igen kunne finde vej til et dansegulv og en drink efter klokken 22.00. Det bliver både uden krav om mundbind og coronapas. (Arkivfoto)
Foto: TV 2 Fyn Bemærk

Også i Svendborg skal man vente nogle dage med at trække i festtøjet. Lasse Bekker, der er indehaver af Venbar og Kammerateriet, fortæller, at de først åbner henholdsvis torsdag og fredag.

- Det er tænkt ud fra, at folk ikke vil vælte ud af døren og komme i byen mandag og tirsdag, siger han.

- Nu vender vi tilbage til det normale, og det normale er, at folk går i byen i weekenden.

quote Jeg tror, der er mange, der har savnet det (at komme i byen, red.), men fest-iveren er måske knap så voldsom

Tommy Andersen, bestyrer af Boogies Dance Cafe, Odense

Som reglerne er nu, skal udskænkning af alkohol slutte klokken 22.00, og serveringsstederne skal lukke klokken 23.00, men med erhvervsministerens håndsrækning vil ingen steder være nødt til at lukke ned klokken 23 mandag den 31. januar for så at kunne åbne igen en time efter, når lempelserne træder i kraft efter midnat.

Boogies klar tirsdag

Der er nogle steder, der allerede åbner tirsdag - blot senere på dagen. Det gælder blandt andre Rabalderbar og Viggos, som normalvis har åbent mandag, samt Boogies Dance Cafe i Odense.

Sidstnævnte slår dørene op igen klokken 22.00 tirsdag den 1. februar.

Tommy Andersen, der er bestyrer af Boogies Dance Cafe, har sat ekstra personale på tirsdag, men han forventer alligevel ikke, at besøgstallet løfter taget på dansestedet som ved seneste genåbning.

- Jeg tror, der er mange, der har savnet det (at komme i byen, red.), men festiveren er måske knap så voldsom.

Tirsdag er Tequila-tirsdag på Boogies Dance Cafe, og det holdes der fast i på genåbningsdagen - det bliver, som det plejer. Intet særligt dér.

Heller ikke hos Bargroups ni steder er der planlagt en særlig genåbningsfest. Første aften kommer til at ligne aftenerne inden nedlukningen - ingen særlige tilbud eller lignende. For som direktøren af Bargroup siger, så er hver åbningsdag en fest.