Sådan siger fynboerne om udsigten til at droppe mundbind

Politikerne på Christiansborg lægger op til at droppe mundbind under nye forhandlinger om coronarestriktioner.

Mundbind. Vi bruger dem allesammen.

Når vi er ude at købe ind, når vi er ude at spise, og når vi bruger offentlig transport.

Men nu er eksperter og politikere ved at lette coronarestriktionerne, og blandt lægges der op til at droppe mundbind som et krav.

Således sagde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm forleden, at det er relevant at diskutere restriktionerne om brug af mundbind. 

Blandt politikerne har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) udtrykt, at kravet om mundbind kan fjernes inden sommerferien.

Men hvordan har fynboerne det egentlig med de mundbind? Er de klar til at komme af med dem?

TV 2 Fyn har spurgt folk på gaden i tre byer - blandt andet i Otterup, og her er meningerne delte:

- Jeg synes det er fint. Så kan det være, at vi bliver fri for at hoste os selv ihjel i mundbindene,  siger Tim Madsen.

- Jeg har ikke noget imod det som sådan. Det værste er, hvis brillerne dugger, siger Marie Hansen, mens Niels Poul Petersen siger:

- Jeg tror ikke, de gør ret meget gavn mere. Det er i stedet mere et irritationsmoment for folk.

Smil, nærhed og kontakt

Som i Otterup er meningerne også delte i Ringe. Her siger uddeler Jonas Jakobsen i SuperBrugsen, at han ser frem til, at mundbindene ikke er et krav:

- Jeg synes det bliver godt nu, hvor folk bliver vaccineret og begynder at smide mundbindene, at vi kan begynde at yde en ordentlig kundeservice igen.

- Vi kan begynde at smile til folk og få noget nærhed og noget kontakt, tilføjer uddeleren.

Blandt kunderne i SuperBrugsen finder man ikke kun de delte holdninger, men også tvivl:

- Jeg er i tvivl om, jeg vil slippe det hele, når jeg er sammen med en hel masse mennesker, jeg ikke kender. Og når jeg går ud og handler, fordi jeg føler en lille smule tryghed ved det, siger Benthe Nielsen, mens Bent Nielsen siger:

- Jeg ved jo ikke, hvor meget det beskytter en. Det kan vi jo ikke vide noget om. Det er gætteriet meget af det. Så jeg vil være glad, hvis det kommer væk.

Mundbind deler således vandene i Otterup og Ringe, og det samme gælder i Nyborg. 

- Jeg har ikke noget imod at gå med det, hvis det er nødvendigt. Sådan er det. Hellere at det varer lidt længere end, at vi render og smitter hinanden, siger Pia Paulsen.

Til gengæld siger Sofia Brøndum, at hun har en grænse, som hun mødte for nylig:

- Jeg har faktisk været ude at flyve for første gang i lang tid, og havde det på i jeg ved ikke, hvor mange timer. Alt i alt er det bare ikke rart at have på.

Slutteligt summer Martin Bille Hansen nok manges udfordring med mundbind op: 

- Det er ret træls at skulle huske, hver gang du skal et sted hen. Og når du har briller gør det det bare endnu værre, siger han og peger på sine briller.

Konklusionen på vores lille uvidenskabelig undersøgelse viser, at når tre gerne beholder mundbindene på, så vil dobbelt så mange gerne vil af med dem nu.

Politikere og sundhedseksperter begynder altså nu at diskutere udfasning af mundbindene. Men er fynboerne klar til at lade masken falde. Vi spurgte nogle af dem på gaden i dag.