Hundredevis stod i kø for vaccinetilbud: Kjeld og konen gik uden vaccine efter 2,5 time

På et pop-up vaccinecenter i Nørre Aaby viste efterspørgslen sig hurtigt at være større, end man havde regnet med.

Kjeld Holbek og hans kone er begge 77 år og dermed i den aldersgruppe, der er blevet inviteret til at få et tredje stik med coronavaccinen. 

På grund af pres på vaccinationsstederne, har ægteparret fra Gelsted dog haft svært ved at finde tider til at blive revaccineret, og derfor var pop-up vaccinecenteret i Nørre Aaby, der blev oprettet torsdag, en kærkommen mulighed. 

Tilbuddet varede torsdag fra 10.30 til 15.30 og foregik på Nørre Aaby Skole, og derfor mødte Kjeld Holbek op sammen med sin kone fra stedet åbnede.

- Så kunne vi se, at der stod omkring 300-400 i kø og ventede på at komme ind. Vi stod der lidt, og der skete ikke rigtig noget. Det gik meget langsomt, siger Kjeld Holbek.

Kjeld Holbeks vurdering af, at køen var på hundredevis af mennesker, vinder genklang i kommentarsporet under det facebook-opslag, hvor Middelfart Kommune annoncerede pop-up centret. Her udtrykker flere deres utilfredshed med den lange kø.

Indtil videre er det personer over 65 år, personer i særlig risiko for et alvorligt forløb og personale i sundhedssektoren, som er inviteret til at blive revaccineret. Samlet er der tale om en gruppe på lidt mere end 1,4 millioner mennesker.

- Da vi stod der, så tænkte vi, at det her er ikke respekt for mennesker. Det var jo hovedsageligt mennesker på 65-, 70- og 80 år, som stod og ventede på at få tredje stik. Nogle forsøgte at holde ud, selvom man kunne se, at de ikke ville nå derind, siger Kjeld Holbek.

Væltet bagover

Region Syddanmark, der står for vaccinecentrene, oplyser, at der var tale om en særlig situation i Nørre Aaby. Regionen oplyser til TV 2 Fyn, at man i samråd med Middelfart Kommune havde lavet pop-up tilbuddet uden tidsbestilling, fordi det var i et område, hvor indbyggerne ikke har søgt vaccination så meget som i andre områder.

Samme fremgangsmåde har man haft i blandt andet Vollsmose og andre boligområder, hvor der ikke har været stor vaccinetilslutning.

Da der så alligevel var mange, der tog imod tilbuddet, kom det bag på regionen. 

- Generelt har det været sådan i lang tid, at vi har svært ved at vide, hvor mange der kommer, når vi laver pop-up vaccinecentre, men det der foregik i Nørre Aaby væltede personerne på stedet bagover, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark. 

Da vaccinecenteret i Nørre Aaby åbnede var der to vaccinatører og en læge med. Man havde 90 Pfizer-vacciner og 44 Moderna-vacciner med til stedet. 

Men på grund af den store efterspørgsel blev der i løbet af dagen sendt yderligere 150 pfizer-vacciner afsted til Middelfart og sendt en ekstra medarbejder til stedet til ankomstregistrering. Alligevel måtte nogle gå forgæves - blandt andre Kjeld Holbek.

- Vi ender med at vente 2,5 time udenfor, og så begynder min kone at fryse. Vi vælger derfor at køre hjem, siger han. 

Siden har de bestilt en tid på et vaccinationscenter i Kolding. 

En kæmpe pukkel

Siden oktober er der tikket invitationer til revaccinationer ind i e-boks hos personer mellem 65 år og 84 år. Det er en gruppe på omtrent 1.032.000 mennesker. Samtidig er 285.000 personer i sundhedssektoren og 110.000 personer i særlig risiko blevet inviteret.  

Det giver stort pres på vaccinationscentrene, fortæller koncerndirektør Kurt Espersen. 

- Lige nu afvikler vi en kæmpe pukkel af invitationer. Det er ligesom, hvis der er et uheld på motorvejen, så kan der godt gå mange timer fra der er ryddet op til køen er afviklet, fordi der er en pukkel, der skal overstås. Vi skal nok komme i bund, men vi kan ikke stille op så vi kan vaccinere det dobbelte fra den ene uge til den anden.

Derfor opfordrer man til så vidt muligt til, at man bestiller tid, hvis man skal revaccineres. 

- De åbne tider (drop-in vaccination red.) er primært tænkt til dem, der skal vaccineres første gang. Vi afviser selvfølgelig ikke nogen, men det kan give store køer, hvis man kører langt efter et et pop-up vaccinationscenter, siger Kurt Espersen.

Den seneste uge er det blevet givet 48.000 vaccinationer i Region Syddanmark. Fra december forventer man at kunne give 50.000 vaccinationer om ugen og 60.000 om ugen fra januar. 

For så vidt muligt at undgå køer opfordrer regionen til, at man bruger muligheden for at bestille tid til vaccinationer. 

- Hvis man ikke kan finde en tid lige i dag, så lægger vi hele tiden nye op, når vi har personale og rammer til det, så fordi der ikke er en tid at se i dag, så kan der godt være en i morgen. Så vi opfordrer til, at man er en lille smule tålmodig, så skal man nok nå det.