Knoklede for at åbne hotel inden Touren: - Jeg har stadig maling på armen

I Nyborg nåede et lille, historisk hotel lige akkurat at genåbne, lige inden Tour de France kom til byen, efter en længere restaurering.

Der er fyldt med mennesker og masser af feststemning på Hotel Villa Gulle i Nyborg, der netop er genåbnet med ny ejer.

- Vi blev færdige torsdag morgen. Jeg har stadig lidt maling på underarmen. Vi fik det store rykind i går (fredag, red.) og får testet hotellet af nu, siger Joakim Kongsmark, der er vært på Hotel Villa Gulle.

Den historiske bygning, hvor hotellet ligger, blev opført i 1873.

Gudrun "Gulle" Simonsen, der drev hotellet igennem en årrække, døde sidste år, hvorefter hotellet blev sat til salg.

Den historiske bygning, hvor hotellet ligger, blev opført i 1873.
Den historiske bygning, hvor hotellet ligger, blev opført i 1873.
Foto: Lasse Beck Frost

Mere held end forstand

Lige siden har blandt andre Joakim Kongsmark været godt i gang med at restaurere hotellet og gøre det klar, så der kan bo gæster under verdens største cykelløb.

- Planen var, at vi skulle være færdige to måneder før Touren, men det blev lige op til Touren, så det var mere held end forstand, siger Joakim Kongsmark.

- Vi er et lille hotel og er slet ikke gearet til det her. Vi er maks. pressede, understreger han.

Alligevel er festen bestemt ikke udeblevet på hotellet og gårdspladsen, hvor hans gæster er samlet. 

Hotellet er dog langt fra det eneste sted, der er Tour-stemning i Nyborg. Se alle billederne med den rødhvide og gule feststemning i byen.