Tour-lukning: Trafikken er løbet glat ved Storebæltsbroen

Der har ikke været de store udfordringer i trafikken, i forbindelse med at Storebæltsbroen er blevet lukket.

Lørdag er Storebæltsbroen lukket i flere timer i forbindelse med den anden etape af Tour de France. Indtil videre har trafikken set pæn ud ved broen på både Fyn og Sjælland.

Det oplyser Vejdirektoratet.

- Der er ikke særlig mange biler pt., så det ser meget pænt ud, siger Rikke Viinanen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet, omkring klokken 14.15.

Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen blev spærret klokken 12.30, mens Storebæltsbroen blev lukket klokken 13. Den åbner igen klokken 18.

Op til lukningen har der heller ikke været de store udfordringer i trafikken.

- Det har været rigtig pænt. Folk har lyttet efter anbefalingerne om at lade være med at køre eller køre tidligere. Så der var kun fem minutters kø ved henholdsvis Slagelse V og Nyborg V, da broen og motorvejen blev lukket, siger Rikke Viinanen.

Lørdagens etape går fra Roskilde til Nyborg, og de 20 kilometer af den 202 kilometer lange rute, skal rytterne cykle på Storebæltsbroen.