Alberte og Sofus lærte nye tricks på Madspildskolen: - Det gør noget godt for Jorden

I efterårsferien besøger Madspildsskolen en række danske byer, så flere familier kan lære at blive bedre til at bruge resterne derhjemme. Tirsdag kom skolen så forbi Odense, og det skabte både begejstring og nye idéer blandt deltagerne.

Det var nogle helt nye ting, der stod på skoleskemaet, da familien Julstrøm og fem andre  familier mødte op ved Stige Friskole og Børnehave tirsdag formiddag. De skulle forvandle brune bananer, tørt brød og en række andre datovarer om til nye, lækre retter i skolens køkken.

Her besøgte Madspildsskolen nemlig for første gang Odense for at give de fynske familier redskaber til, hvordan de bruger alle varerne i deres køleskab. 

For 10-årige Alberte Julstrøm og 5-årige Sofus Julstrøm førte redskaberne hurtigt til en idé.

- Vi skal lave sådan nogle små amerikanske bananpandekager, hvor vi pynter dem med nogle hindbær, fortæller Alberte Julstrøm.  

Idélysten har de også kunne mærke hos Arla Fonden, der sammen med Arla og Too Good To Go er med til at arrangere "Madspildsskolen". 

-Det er så overvældende. Folk er så taknemmelige og hygger, mens de står og laver mad. De går glade herfra og med nye imput til køkkenet i det hele taget, siger Michelle Lang, der er Madguide hos Arla Fonden.

Redskaber til en ny generation

Det er dog ikke kun for at lære at spare lidt penge og den gode mad, at familierne er mødt op til dagens undervisning. For familien Julstrøm og mange af de andre familier handler det også om, hvordan man kan blive bedre til at passe på miljøet i fremtiden. 

- Vi tænker, at det kan gøre noget godt for Jorden. Vi lærer Sofus og andre generationer, at man skal huske at passe på miljøet og genbruge ting, siger Alberte Julstrøm. 

Netop miljøet er også det, der ligger til grund for projektet. Arrangørerne har nemlig skabt madspildsskolen, fordi der er kommet mere fokus på klima i samfundet. 

- Vi skal gøre mange ting for at opnå mere bæredygtighed i Danmark. Husholdningerne smidder næsten 250.000 tons mad ud om året. Så der er ingen tvivl om, at vi skal blive bedre til at reducere madspildet, siger Sanne Vinther, der er direktør i Arla Fonden.

Og selvom det kun er seks familier, der går klogere fra dagens undervisning, så Sanne Vinther ikke i tvivl om, at deltagerne kan være med til at gøre en vigtig forskel.

- De gør en forskel i deltagerne egne hjem. Når de går herfra griber de måske tingene anderledes an og bruger det, der ligger bagerst i køleskabet. Og måske giver de det videre. Hver eneste lille ting, vi kan gøre for, at vi smidder mindre mad ud i Danmark, er vigtigt, siger hun. 

Madspildsskolen i Odense afholder undervisning mandag til fredag for to hold om dagen. Råvarerne til den fynske madspildsskole bliver leveret af Føtex Vesterbro.