Bjarne solgte sin Lars Høgh-trøje for 51.000: - Jeg ryster helt

Odensevirksomheden Damixa bød højest, da OB-fan Bjarne Jensen bortauktionerede sin unikke Lars Høgh-spillertrøje.

- Det er helt sindssygt. Jeg ryster helt.

Sådan lød det i P4 Fyn's morgenflade da klokken roligt bevægede sig mod klokken 08.17.

Det var Bjarne Jensens følelser som fik frit løb, da kampen om hans unikke OB-trøje spidsede til og til sidst gik for 51.000 kroner.

For 27 år siden sad Bjarne Jensen på lægterne på Odense Stadion og så målmandslegenden Lars Høgh og OBs sidste kamp i 1993.

Efter kampen kastede Lars Høgh sin målmandstrøje ud til publikum, og den røg lige i armene på Bjarne Jensen.

For nylig fik Bjarne den idé, at sælge målmandstrøjen til højest bydende og donere penge til kræftforskning, forebyggelse og støtte til patienter som Lars Høgh.

Lars Høgh blev ramt af kræft i bugspytkirtlen i 2018, og for knap tre uger fortalte den nu 62-årige målmandslegende, at han ikke længere kan tåle kemo og modtager livsforlængende behandling.

Den melding gav Bjarne Jensen idéen til auktionen.

- Det var for at gøre en god gerning og samle ind til Kræftens Bekæmpelse på den sørgelige baggrund med Lars, sagde Bjarne Jensen tidligere på ugen til TV 2 Fyn.

Da TV 2 Fyn fik fat i Bjarne Jensen i hans hjem i Morud kort efter auktionen var afsluttet var det en tilfreds og overvældet fodbold-fan.

- Det er jo immervæk en klat penge. Det er helt vildt, sagde Bjarne Jensen og tilføjede:

- Nu skal jeg lige puste ud. Der kom bud hele natten, men på en eller anden måde er det måske rigtig nok at Damixa får den.

Ti gange så meget

Bjarne Jensen havde optimistisk sat startprisen på spillertrøjen til 5.000 kroner, men det endte altså med, at han med Damixas afgørende bud på 51.000 kroner kan donere mere end ti så meget til kampen mod kræft.

- Tak for initiativet, Bjarne Jensen og tak for interessen til de øvrige. Vi er stolte over at kunne støtte et godt formål, og samtidigt få et godt minde bragt hjem, skriver Damixa i en kommentar til, at fået trøjen hjem.

Det særlige ved trøjen er nemlig, at trøjen er prydet med Damixas logo, som var sponsor for OB den gang i sæsonen 1993/1994.

Auktionen sluttede klokken 08.17, som symboliserede at Lars Høgh nåede at spille 817 kampe for OB.

Fakta om Damixa