Odense vil nedbringe narkorelateret død: - 12 sekunder efter jeg havde givet modgiften, stod han op

Færre stofmisbrugere skal dø af overdosis i Odense, og det skal undervisning i at give en modgift sørge for.

45-årige Morten Jensen er misbruger, og det har han været i 32 år. 

Siden han var 13 år, har tilværelsen som narkoman bragt døden tæt på. To gange har han fået en overdosis. Men for nylig er han selv begyndt at redde liv hos andre, der lever, som han gør.

- Jeg har flere gange oplevet, at nogen har været påvirket og er holdt op med at trække vejret og altså i klinisk forstand har været død. Der har jeg givet førstehjælp, forklarer Morten Jensen.

Og det er i tråd med planerne for Odense Kommune, der vil styrke indsatsen for at redde stofmisbrugere, der har taget en overdosis gennem undervisning i livreddende førstehjælp.

12 sekunder

Beskæftigelses- og Socialudvalget har i år sat penge af til et samarbejde mellem behandlingscentret og Antidote Danmark, som står for undervisningen i at redde stofmisbrugernes liv.

Sådan ser næsesprayen, der kan redde livet på misbrugerne, ud.
Sådan ser næsesprayen, der kan redde livet på misbrugerne, ud.
Foto: Morten Albek

Morten Lodberg Olsen, der er leder hos Antidote Danmark i København, stod onsdag for at undervise i brugen af den næsespray, der skal give førstehjælpen.

- Jeg har selv brugt det to gange. Den ene var død, og 12 sekunder efter jeg havde givet det, stod han op, fortæller han.

Der går nemlig ikke mere end 30 sekunder, før virkningen af modgiften sætter ind.

quote eg vil jo gerne have, at nogen kan redde mig, hvis behovet kommer

Morten Jensen, storfmisbruger

- Målet er jo helt klart. Vi skal nedbringe antallet af dødsfald i Odense, for vi ligger for højt, siger beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune Christoffer Lilleholt (V), der var med ved dagens undervisning.

For andre misbrugere

Det er ikke kun rådmænd, der skal kunne bruge modgiften mod overdoser. 

Efter planen skal flere hundrede misbrugere igennem kurset, da det ofte er dem, der er tæt på andre misbrugere, når ulykken indtræffer.

- Nu går vi målrettet sammen om, så vi kan hjælpe alle dem, der kan få en overdosis, siger Morgen Lodberg Olsen.

Der ligger kanyler og andre efterladenskaber de steder, hvor Morten Jensen har reddet flere andre stofmisbrugere.
Der ligger kanyler og andre efterladenskaber de steder, hvor Morten Jensen har reddet flere andre stofmisbrugere.
Foto: Morten Albek


Og det glæder Morten Jensen, at næsesprayen og undervisning i brugen af den, bliver udbredt.

- Jeg vil jo gerne have, at nogen kan redde mig, hvis behovet kommer. Så jeg synes da kun, det er fair, at folk tager kurset. Vil du have min hjælp, så er det mindste at gøre at tage det kursus, så det også kan hjælpe mig, påpeger han.