Odense Zoo under debat: - Vores dyrepasser gør det megabesværligt at være dyr

Dyrene har ikke brug for mere plads, men flere daglige udfordringer i hverdagen, lød det fra paneldeltagerne til TV 2 Fyns event torsdag.

- Hvordan kan I vide, hvor meget plads de enkelte dyr egentlig har brug for? 

Sådan lød et spørgsmål fra fynboen Daniel Lund, da TV 2 Fyn torsdag havde inviteret til debat om dyrevelfærd i Odense Zoo. 

quote Vi forsøger at gøre det besværligt i Zoo, når vi giver løverne en hel hest

Bjarne Klausen, direktør i Odense Zoo

Daniel Lund udtrykte, at han havde oplevet under enkelte besøg i zoologiske haver, at dyrene havde haft for lidt plads at boltre sig på.

Ifølge Kirsten Andersson Hansen, forsker i dyreadfærd på Syddansk Universitet, er det dog ikke et spørgsmål om størrelse, men derimod om at have den rette stimuli til dyrene.

- Dyrenes velfærd er ikke afhængig af, hvor meget plads der er. Det handler mere om, hvad der er i den plads, som dyrene har, siger Kirsten Andersson Hansen.

Det er i stedet vigtigt, at dyrene bliver mentalt og fysisk stimuleret til daglig med naturlige udfordringer, uddyber Kirsten Andersson Hansen.

 Skal stemme overens med virkeligheden

Direktør hos Odense Zoo, Bjarne Klausen, kalder det for en balance, om hvornår pladsen er for stor eller for lille til de enkelte dyr. 

Løverne er aktive fire timer i døgnet. De skal derfor stimuleres både fysisk og mentalt for ikke at kede sig, fortæller Odense Zoo.
Løverne er aktive fire timer i døgnet. De skal derfor stimuleres både fysisk og mentalt for ikke at kede sig, fortæller Odense Zoo.
Foto: Ard Jongsma/Odense Zoo

Til daglig gør dyrepasserne i den fynske zoologiske have netop en dyd ud af at aktivere dyrene mest muligt, så det stemmer overens med virkeligheden på eksempelvis savannen.

- Dyrene har det godt, men vores dyrepasser gør det megabesværligt at være dyr i zoologiske have, siger Bjarne Klausen. 

Besværligt at spise en hel hest

For ude i naturen er det svært at få mad, og det kan tage lang tid at få sulten stillet. 
I Zoo forsøger de derfor også at gøre det ligeså tidskrævende og udfordrende for blandt andet løven at få føde indenbords. 

- Vi forsøger at gøre det besværligt i Zoo, når vi giver løverne en hel hest, siger Bjarne Klausen.


Det kan nemlig stille behovet for mere plads, fordi dyrene bliver beskæftiget, fortæller Bjarne Klausen og uddyber: 

- Løverne er aktive fire timer i døgnet, og hvis vi giver dem en hest, som de skal slide i i tre dage, så sover de fire dage efter. Det er helt naturlig adfærd, og det er fint, siger Bjarne Klausen.

- Vi kunne også bare give dem små firkantede pølser med hakket kød, men så ville det tage dem et øjeblik, og så ville de kede sig de næste fire timer. Men det gør vi ikke.

Se hele torsdagens debat på TV 2 Fyns Facebook-side.

Torsdag den 4. februar klokken 17.00 afholder TV 2 Fyn igen event for fynboerne. Denne gang er fokus rettet mod coronanedlukningens konsekvenser for de fynske unge.