Se billederne: Fynsk skole filmede solformørkelsen

Klassen 7.A var med til at gøre det muligt for alle elever på Munkebjergskolen at se torsdagens solformørkelse.

På Munkebjergskolen var det begrænset, hvor mange heldige elever der kunne komme med op i skolens observatorium og se torsdagens delvise solformørkelse.

Derfor fandt man på en løsning, hvor alle kunne være med. Klassen 7.A stod nemlig for at livestreame den mindskende sol for resten af skolen.

- Vi kan jo ikke have 600 elever heroppe, så der er en halv klasse, sagde formanden for Munkebjergskolens observatorium Karsten Bomholt.

Han fortalte, at sidste gang, der var en solformørkelse, var den kun at se noget af tiden på grund af skyer.

Torsdag var det dog en anden sag. Her var solformørkelsen til at følge, og eleverne fra Munkebjergskolens 7.A var sikkert glade for at skifte engelsk ud med himmelkiggeri.

Ikke siden 2015 har man kunnet se en solformørkelse i Danmark, og derfor var det også en stor oplevelse, som skoleeleverne fik.
Ikke siden 2015 har man kunnet se en solformørkelse i Danmark, og derfor var det også en stor oplevelse, som skoleeleverne fik.
Foto: Morten Albek.

I hvert fald havde elev Dong Tran glædet sig, da han har set videoer af solformørkelser på Youtube. Dertil mente han også, at brillerne med det særlige filter, som de skulle kigge igennem, var meget klædelige.

- Jeg ved ikke, hvorfor vi skal have brillerne på, men det ser bare sejt ud, siger han med to tommelfingre vendt i vejret.

Længe til total solformørkelse

Ikke siden 2015 har man kunnet se en solformørkelse i Danmark, og derfor var det også en stor oplevelse, som skoleeleverne fik.

Foruden at man livestreamede solformørkelsen, blev der delt briller ud, og så stod der også et særligt teleskop med de rette filtre, som man kunne se igennem.

Interessede kan desuden glæde sig over, at der ikke er længe til, de igen kan opleve fænomenet, siger formand Karsten Bomholt.

Her ses solen, som den så ud over middag torsdag.
Her ses solen, som den så ud over middag torsdag.
Foto: Morten Albek

I oktober 2022 kan man nemlig opleve en delvis solformørkelse igen. En delvis solformørkelse, som er bare én af seks delvise solformørkelser, der kan ses på Fyn over de næste ni år.

Til gengæld er der lang tid at vente, hvis man vil se en total solformørkelse på Fyn.

Det vil nemlig først være muligt i 2426, lyder beskeden fra Karsten Bomholt.