Se fynboernes spørgsmål fra debatten i Odense Zoo: - Er zoologisk have uetisk?

TV2 Fyn afholdt torsdag et event i Odense Zoo, hvor spørgsmålet var klart: Er zoologisk have uetisk?

15 fynboer og tre paneldeltagere var klar i Odense Zoo, da TV2 Fyn inviterede til debat om dyrevelfærd. Det helt store spørgsmål var, om det er uetisk at holde dyr i fangeskab, men i debatten kom der masser af spørgsmål fra interesserede fynboer. 

For eksempel spurgte Jørgen Olsen på Facebook paneldeltagerne, om det ikke var et tegn på god trivsel i zoologiske haver, at dyrene får unger i fangenskab? 

Det spørgsmål kunne forsker ved Biologisk Institut Kirstin Andersson svare på. Hun påpegede, at parring er et tegn på god trivsel. 

- Det er en naturlig adfærd, der viser, at de har det godt. Hvis de er stressede eller pressede, så kan de ikke finde på parringsadfærden.

Dyrevelfærd var i højsædet

Mange fynboer spurgte ind til dyrenes ve og vel i Odense Zoo. Blandt andet var Odense-afdelingen af Veganerpartiets forperson Simon Jensen på plads, og han spurgte ind til dyrenes stressniveau over de mange gæster. Han spurgte nemlig, om det ikke er et problem for dyrene, at der er så meget menneskelig trafik i zoo. 

Direktør i Odense Zoo Bjarne Klausen svarede, at dyrene har tilvænnet sig gæsterne. 

- Der er ingen tvivl om, at mange af dyrene nyder, at der kommer mennesker. Specielt aberne. 


Han anerkender, at nogle af dyrene heriblandt dovendyrene har ændret adfærd under coronanedlukningen, hvor der ikke har været så mange gæster, men det er ikke et problem.

- Det er vigtig for vores dyr, at de ved, hvilket område der er deres, og hvilket der er vores. Det er klart, når der ingen gæster er, så bevæger fuglene f.eks. sig ud på stien, men når der så kommer gæster, så bevæger de sig ud fra stien. 

Daniel Lund spurgte fra Facebook, om hvordan zoologisk have ved, hvor meget plads de forskellige dyr skal have for ikke at blive stresset. Kirstin Andersson nævnte, at det er noget af det, som forskningen hjælper med. 

- Det er noget, vi forsker i. For meget plads kan give lige så meget stress som for lidt plads. Det er ikke størrelsen på pladsen – det er mere, hvad der er på den plads, for at dyrene bliver mentalt og fysisk stimuleret.

Hun fortæller desuden, at man kan se ændringer på dyrets adfærd, hvis pladsen er et problem. 

Se debatten

Udover de spørgsmål der er nævnt her, så spurgte fynboerne også ind til, hvordan dyrene får mad, hvordan zoo hjælper bestanden af dyrearter i resten af verden, og hvorfor zoologiske haver blev opført til en start. 

Du kan se paneldeltagernes svar her.