William elsker tog og er med på første letbanetur: - Jeg er overrasket over, at den ikke er forsinket

12-årige William Kaare Hedengrans farmor har inviteret sit barnebarn med på allerførste letbanetur. En tur, William har glædet sig til i mange år.

Klokken 10.28 trak letbanechaufføren håndbremsen og satte det første letbanetog med passagerer i gang fra Hjallese Station. 

Et par sæder bag chaufføren sidder 12-årige William Kaare Hedengran. 

Han ved muligvis alt, der er at vide om tog, og han er inviteret med på den allerførste tur af sin farmor Lisbeth Kaare. 

- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg har at sige til hende andet end mange tusind tak. Jeg elsker hende, siger den unge 12-årige togentusiast.

Forsinket letbanetur

Sammen med sin farmor har han fulgt de seneste års arbejde med letbanen. 

Turen skulle oprindeligt være kørt i 2019, men siden da er letbaneåbningen blevet udskudt flere gange, og nu hvor William rent faktisk sidder i toget, er der kun én ting, der undrer ham.

- Jeg forventede, at den ville være lidt forsinket. For sådan en letbane tager mere testning, end man lige tror. Jeg er overrasket over, at den ikke er blevet mere forsinket, end den allerede er, siger William Kaare Hedengran.

Letbanearbejdet har været 15 år undervejs, siden ideen blev født på et hotel i Ebberup.