Axelsen forbereder sig på ”speciel” situation i Odense

Viktor Axelsen får ikke glæde af den danske landstræner, Kenneth Jonassen, under kampene ved Denmark Open.

Når Danmarks bedste badmintonspiller tager hul på Denmark Open i Odense i denne uge, er alt ikke, som det plejer.

Da Viktor Axelsen valgte at flytte til Dubai og træne fast i ørkenstaten, gav han samtidig afkald på muligheden for at have den danske landstræner, Kenneth Jonassen, bag sig under kampene. Derfor skal han nu indstille sig på at undvære Jonassens støtte og guldkorn.

- Selvfølgelig bliver det anderledes. Kenneth og jeg har haft en masse store kampe med hinanden over mange år efterhånden. Så det bliver specielt. Mere er der ikke rigtig at sige til det, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

I 2013 blev Kenneth Jonassen assisterende landstræner, og i 2016 overtog han posten som cheflandstræner.

27-årige Axelsen er dog ikke overladt til sig selv. Han får i stedet sin svigerfar, Henrik ’PK’ Rohde, bag sig. ’PK’ har været træner for Axelsen i Skovshoved og tilbragt nogle uger med Axelsen i Dubai.

- Jeg glæder mig til at have ’PK’ bag mig ved Denmark Open og French Open i næste uge. Det vigtigste er, at jeg gør, hvad jeg kan for at spille god badminton, og jeg ved, jeg har en bag mig, som jeg kan stole på, siger Axelsen.

Vidt forskellige trænere

Han er dog forberedt på, at det ikke bliver det samme. Og det er han helt tryg ved, for under Thomas Cup i sidste uge blev han endnu en gang bekræftet i, at hans form er, hvor den skal være.

- De er to vidt forskellige trænere. Jeg tror, det vigtigste er, at du selv er dér, hvor du skal være. Hvis du ikke er det, kan du have hvilken som helst siddende derude.

- Jeg glæder mig, og jeg er sikker på, at det nok skal blive en fed oplevelse. Jeg skal nok give den hele armen.

Axelsen kommer dog ikke til at undvære Jonassen for altid. Undtagelsen for reglen er, når Axelsen repræsenterer Danmark ved EM og VM – både for hold og individuelt – samt OL.

Glæder sig til hjemmepublikum

Viktor Axelsen er født i Odense og ser frem til at vende tilbage til sine rødder og til opbakningen, han altid får.

- Det er fantastisk. Jeg siger det, hver gang jeg er til Denmark Open. Det er en kæmpe oplevelse. Der er mange folk og frivillige, som jeg kender fra klubben (Odense Badminton Klub, red.) fra mine barndomsår. Det er en stor oplevelse at have venner og familie på lægterne.

Viktor Axelsen har aldrig vundet Denmark Open og missede turneringen sidste år på grund af en skade. I første runde af turneringen i 2021 skal Viktor Axelsen møde Loh Kean Yew, som han har trænet sammen med i Dubai. De mødes, fordi Shi Yuqi, som Axelsen skulle have mødt i første runde, har trukket sig fra turneringen.