Tiden er inde til at fjerne restriktioner, mener to eksperter

Det kan ikke længere forsvares at kalde coronavirus for samfundskritisk, mener to eksperter. De anbefaler dog fortsat smittedæmpende tiltag.

Tiden er inde til at stoppe med at kategorisere coronavirus som en samfundskritisk sygdom. Det mener to eksperter, TV 2 har talt med.

Udmeldingen kommer, efter TV 2 tirsdag erfarede, at Epidemikommissionen lægger op til, at corona ikke længere skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom fra 5. februar.

Ifølge professor i infektionssygdomme ved rigshospitalet Jens Lundgren er årsagen, at Omikron-varianten ikke har samme "alvorlighed" som tidligere varianter af sygdommen. Han understreger samtidig vigtigheden af, at vi kun kategoriserer sygdomme som samfundskritiske efter Epidemiloven, når det er nødvendigt.

- Det er en omstændighed, vi skal passe på med kun at bruge, når det virkelig er nødvendigt, men også afskaffe igen, hvis det ikke længere er nødvendigt, siger Jens Lundgren til TV 2.

Epidemikommissionen indstiller ifølge TV 2s oplysninger til, at alle restriktioner, som er betinget af corona som en samfundskritisk sygdom, ikke videreføres efter 31. januar. Det dækker over stort set alle gældende restriktioner i dag, herunder nedlukning af natteliv samt krav om coronapas og mundbind.

De eneste restriktioner, kommissionen ifølge TV 2s oplysninger anbefaler opretholdt, er krav om test og isolation ved indrejse til Danmark, som, de mener, bør videreføres fire uger fra den 31. januar.

Paludan: Svært at forsvare corona som samfundskritisk

Jens Lundgren bakkes op af professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, Søren Riis Paludan. Han mener heller ikke, at kategoriseringen kan forsvares længere. Det skyldes den høje grad af immunitet i befolkningen samt Omikron-varianten, der er yderst smitsom men giver et mindre alvorligt forløb.

- Hvis corona faldt ned fra himlen i dag med den variant og med den grad af immunitet i befolkningen, vi har, ville man næppe indføre de restriktioner, vi har nu, siger Søren Riis Paludan.

Han forudser, at smitten vil nærme sig sin top i starten af februar, når de nuværende restriktioner står til at udløbe, og at smitten dermed vil have "raset af".

Søren Riis Paludan vurderer, at Omikron-varianten er pandemiens helt store "game changer", og at de restriktioner, der er på spil, ikke gør meget for at bremse den utroligt smitsomme variant.

- Vi har taget de gamle værktøjer op ad kassen, men de betyder egentligt ikke så meget med en variant, der smitter så meget, siger han.

Stadig smittetiltag

Ifølge Jens Lundgren kan vi dog ende i en såkaldt "Catch 22" - en situation uden oplagte løsninger- når sygdommen ikke længere betragtes som samfundskritisk. For det er dermed ikke sagt, at der ikke er behov for tiltag til at begrænse smitten, selvom restriktionerne, reguleret af Epidemiloven, bortfalder.

- Vi har stadig en enorm stor epidemi henover os, og det, jeg altid vil foreslå, vi falder tilbage på, er det, der hedder sund fornuft, siger Jens Lundgren.

- Vi må derfor regrediere til (vende tilbage til, red.) det, vi plejer at gøre som læger og andre, der generelt vil befolkningen det allerbedste, og give gode råd, tilføjer han.

Han opfordrer blandt andet til, at man fortsat har mundbind på, når man står tæt i offentlig transport, og at ældre og sårbare også fremover tager deres forholdsregler.

Søren Riis Paludan mener, at man fremover skal tage samme forholdsregler, som man gør ved eksempelvis influenzasmitte - blive hjemme, holde afstand og have ekstra fokus på hygiejne, når man er syg.

Mens Søren Riis Paludan og Jens Lundgren begge mener, at det er den rigtige beslutning ikke længere at kategorisere coronavirus som samfundskritisk, er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos dog uenig.

Han mener, at vi lige bør "klappe hesten".

- Det kan godt være, man snakker om, at nu skal vi planlægge, hvad der sker bagefter, men vi skal jo altså lige have smittekurven knækket, og det har vi ikke endnu, siger han til Ritzau.

Ifølge TV 2s oplysninger er det også en del af Epidemikommissionens indstilling, at der fortsat er behov for smitteforebyggende tiltag og anbefalinger.

Det gælder særligt i forhold til sårbare og ældre, hvor kommissionen anbefaler, at sygehuse og plejehjem så vidt muligt fremover stiller krav om, at besøgene gør brug af mundbind og coronapas for at beskytte sårbare og ældre.

Kommissionen opfordrer desuden fortsat arrangører af store indendørs arrangementer med stående gæster til at tage skridt til at minimere smitterisikoen. For eksempel ved fortsat at kræve coronapas, opfordre til test og til at holde afstand.